Piemonte omfatter ikke færre end 7 DOCG og 45 DOC vindistrikter.


Et view udover Barbaresco by

Piemonte er en af de absolut bedste regioner i Italien og dermed også i hele verden, når det drejer sig om vinproduktion. Det skyldes ikke mindst Nebbiolo-druen, som egenhændigt står bag de store vine fra Barolo og Barbaresco. Piemonte er dog meget mere end de to vine, understreget af det store antal DOC og DOCG vine der også laves i regionen. Der er hele 7 DOCG’er og 45 DOC’er. Den nemmeste måde at adskille områderne, er via deres primære druesort, som i høj grad er baseret på lokale kvalitetssorter.

Kvalitetsmæssigt er det Nebbiolo der producerer det bedste vine i Piemonte, men kvantitativt er det Barbera og Moscato Bianco, der dominerer. Nebbiolo er ubetinget den store stjerne i Piemonte. Den yder sit bedste i Barolo og Barbaresco. Den er plantet på de bedste bjergskråinger, 150-400 moh., for at få optimal sol, da den modner sent. Dernæst kommer Barbera, som primært kendes fra Barbera d’Alba og Barbera d’Asti. Traditionelt set, har Barbera vinene dog været hverdagsvinen og dermed en væsentlig billigere og enkel vin. Men i dag laver mange af de store Barolo producenter også Barbera, hvilket løfter den til helt nye højder. Kvaliteten kan derfor i nogle tilfælde måle sig med Barolo, men kompleksiteten er en helt anden, så de to vintyper bør ikke sammenlignes. Den sidste væsentlige røde sort i Piemonte er Dolcetto. Der er 7 DOC’er til Dolcetto. Vinen er mindre fyldig, meget frugtig og forfriskende.

På hvidvinssiden er det især Asti på druesorten Moscato Bianco, der er kendt. Asti er den lettere søde mousserende variant af Champagne. Cortese står bag de mere elegante stille hvidvine.

Klima og geologi i Piemonte

Piemonte grænser op til Frankrig og Schweiz og ligger omkrandset af bjergkæderne Alperne og Appenninerne. Piemonte betyder da også “fødderne af bjergene”. Foruden bjergkæderne, beslaglægger Po floden et stort område. Det tilbageværende areal som er egnet til vindyrkning, er kun 30%. Der er stor højdemæssig diversitet i Piemonte, hvilket også udmønter sig i store temperaturforskelle. Bjergkæderne og Po dalen skaber den meget omtalte tåge, som præger Piemonte i efteråret. Hele lavlandet er simpelthen dækket af et tæppe af tåge, som menes at være gavnlig for modningen af især Nebbiolo. Nebbiolo høstes sent, helt hen i slutningen af efteråret. Nebbiolo menes ligefrem at have fået sit navn fra tåge, da nebbia betyder tåge.

Selvom Piemonte ligger på samme breddegrad som Bordeaux, er der stor forskel på mikroklimaet de to steder. Temperaturen om vinteren er lavere og der falder væsentligt mindre nedbør. Klimaet, og dermed er vinene, så langt fra sammenlignelig med dem der produceres i Sydfrankrig.

 
Druesorter i Piemonte
Arneis, Barbera, Bonarda, Bonarda di Gattinara, Brachetto, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Chardonnay, Cortese, Croatina, Dolcetto, Erbaluce, Favorita, Freisa, Grignolino, Moscato Bianco, Nebbiolo, Picutener, Pinot Nero, Ruchè, Sauvignon Blanc, Uva Rara, Verduno, Vespolina